Fire lande. Ét blik for det, andre gik forbi.
Vi er fire håndværkere fra Danmark, Norge, Færøerne og Grønland. Vi har hver vores værksted, hver vores hænder og hver vores måde at arbejde på — men vi samler på det samme: sten, som industrien har sorteret fra.
I minerne og fjeldene i Norge måles sten på ensartethed. En ridse i overfladen, en sky i det indre, en kant der aldrig blev jævn — og stenen lægges til side. Det er dem, vi henter. Ingrid finder dem i sorteringsbunkerne og sender dem videre til Skagen, Tórshavn og Nuuk, hvor de bliver til smykker, der ikke findes andre steder.
Vi mødes på fjeldet et par gange om året. Resten af tiden arbejder vi hver for sig — med den samme overbevisning: at det, der gør en sten anderledes, også er det, der gør den værd at bære.
Hanne Jensen
Danske Hanne Jensen satte sig første gang ved en guldsmedebænk i 1991 og har haft værksted i Skagen lige siden. Det var mødet med de frasorterede sten fra de norske miner, der ændrede hendes arbejde — sten, som ingen ville have, fordi de bar en ridse eller en sky. I dag står hun bag flere af smykkerne i Minen-kollektionen, hvor hun former hver indfatning i hånden efter netop den stens egen kant.
Ingrid Ravndal
Norske Ingrid Ravndal bor i Kongsberg, en times kørsel fra minerne, og har arbejdet med sten hele sit voksne liv — først som geolog, siden som guldsmed. Det er hende, der går sorteringsbunkerne igennem og finder de sten, industrien har lagt fra sig, før de sendes videre til værkstederne i Skagen, Tórshavn og Nuuk. I dag står hun bag flere af smykkerne i både Fjeld-kollektionen, hvor hun tegner hver indfatning efter stenen, ikke omvendt.
Paninnguaq Heilmann
Grønlandske Paninnguaq Heilmann voksede op i Nuuk, hvor sten og ben altid har været materialer, man arbejdede med derhjemme. Hun kom sent til guldsmedefaget — først som 42-årig, efter tyve år i et helt andet arbejde — og har siden bygget sit værksted op omkring sten, andre havde sorteret fra. I dag står hun bag flere af smykkerne i Fjeld-kollektionen, hvor hun sætter stenene rå og uslebne, som de kom op af fjeldet.
Sunneva Højgaard
Færøske Sunneva Højgaard lærte sølvsmedens håndværk af sin far i Tórshavn og har haft eget værksted siden 1998. Hun har altid arbejdet med det, havet og fjeldet efterlod — sten slidt af vejr og vand, som andre gik forbi. I dag står hun bag flere af smykkerne i Fjeld-kollektionen, hvor hendes brede, hamrede bånd bærer samme spor som stenene, de holder.
Det, minen ikke ville have
Hver dag lægges der sten til side i minerne. Ikke fordi de er falske eller svage, men fordi de ikke er ens nok: en ridse i overfladen, en sky i det indre, en kant der aldrig blev jævn. De ender i bunkerne udenfor.
Det er dem, vi kommer efter.
Nogle gange bliver vi ikke enige
Vi henter stenene hjem selv. De ligger i minernes sorteringsbunker, lagt til side for en ridse, en sky i det indre eller en kant, der aldrig blev jævn — sten, der er for uens til industrien, men ikke til os. Vi står som regel længe med dem, før vi bliver enige — for det er sjældent den pæneste sten, der har mest at fortælle.
Resten af året arbejder vi hver for sig: i Skagen, Tórshavn, Nuuk og Kongsberg.
Fra bunken til fingeren
Til venstre ligger stenen, som den kom op af minen: dækket af skorpe, sprukket, sorteret fra. Til højre er den samme sten — slebet, fattet i guld og båret.
Ingenting er skjult undervejs. Ridserne, skyerne og de mørke prikker er der stadig. Det er dem, der gør den til din.